Mini-biografi: Var søn af en præst, voksede op i Løjt ved Aabenraa, kom siden til Sjælland og arbejdede fra 1935 som boghandlermedhjælper i Roskilde, Holbæk samt i Boghallen i Politikens Hus. Fik i 1941 stillingen som bestyrer af Frederiksberg Antikvariat, en filial af Rosenkilde & Bagger, blev snart ejer af forretningen og var i 1954 i stand til at erhverve hele ejendommen Gl. Kongevej 120. Der blev indkøbt massevis af bøger, ejendommen blev fyldt fra kælder til loft, med skøn- og faglitteratur fra hele 1900-tallet, men Leif Nørballe kendte dem alle og kunne altid finde lige den bog en kunde spurgte efter, var da også i 59 år hofleverandør til folkebiblioteker samt private "bognørder", af titler, som næsten ikke var til at opdrive andre steder. Nørballe solgte i foråret 2000, på grund af sygdom, sit livsværk til Jess Jessen fra Nansensgades Antikvariat, der fik købet finansieret af ingeniør Bjarne Saxhof, som var besat af bøger og ville gøre antikvariat til Nordens førende. Nørballes mange hundredtusinder bøger blev afhændet, 50 containere blev fyldt og sendt til forbrænding. |