Mini-biografi: Var søn af en handelsagent samt fotograf, mistede tidligt sin far og afsluttede sin skolegang i København. Blev 1886 kontorist i firmaet Sophus Berendsen, havde gode evner og blev snart en betroet mand. Ved ejeren Albert Berendsens død 1897, omdannedes familiefirmaet til aktieselskab med Ludvig Elsass som direktør. Selskabet fik datterselskaber i England, Norge samt Sverige, havde fra 1904 servicevirksomhed med A/S virksomheden Bakteriologisk Laboratorium Ratin, der siden etablerede sig i England som The British Ratin Company Limited, som 1969 børsintroduceredes under navnet Rentokil PLC. Elsass måtte på grund af sin jødiske oprindelse, flygte til Sverige under tyskernes forfølgelse under 2. verdenskrig, men indtrådte igen i firmaets bestyrelse og direktion efter krigen. Sad som medlem af Grosserer-Societetets repræsentantskab, Grosserer-Societetets komité, var i 35 år medarbejder ved komiteens årlige Handelsberetning, næstformand i Kreditforeningen for Jern- og Metalbranchen, viceformand for Fællesudvalget for Danmarks jern-, metal-, rør- og maskinbrancheforeninger, næstformand for Foreningen af grosserere i jern- og metalbranchen samt formand for Københavns voldgiftsudvalg for jern- og metalbranchen. Elsass donerede store beløb til organisationer, der støttede unge erhvervsfolks videreuddannelse og datteren Helene stiftede 1975: Ludvig og Sara Elsass Fond. Elsass modtog flere udenlandske ordener, udnævntes til Ridder samt Kommandør af Dannebrog og til Dannebrogsmand. |