© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Lise Panduro | Dansk opera- og operettesanger Født onsdag den 2. november 1927 i København Død mandag den 26. maj 2003 |
Mini-biografi: Var datter af en restauratør, sang glimrende og fik som 22årig rollen som Barbarina i Mozarts opera Figaros Bryllup på Odense Teater. Blev derefter optaget på teatrets skuespillerskole og fik under uddannelsen mulighed for at synge flere gode operettepartier. Lise Panduro medvirkede 1954 i Den glade enke på Frederiksberg Teater, men optrådte mest ved Den fynske Opera. Havde 1955 titelrollen i Madame Butterfly, var 1956 Mimi i Boheme og havde samme år hovedrollen som den kvindelige dirigent Franzi i operetten Valsedrømme på Odense Teater. Efter flere glansroller blev Lise Panduro 1958 udlånt fra Den fynske Opera til et gæstespil på Det Kongelige Teater, til Charlottenborg-Operaen og til Den jyske Operas 10års jubilæum. Var 1960 på Odense Teater for at spille Eurydike i operetten Orfeus i Underverdenen, en forestilling, der blev vist på TV og det samme blev operetten Flagermusen fra Århus Teater, hvor Lise Panduro havde rollen som Rosalinde. I tv-opsætningen af Farinelli 1961 varetog Lise Panduro rollen som sørøverkaptajnens Carmencita. Medvirkede i Annelise Reenbergs film Kristiane af Marstal, optrådte 1953 i Nykøbing Falsters sommerrevy og var ofte solist ved radiokoncerterne, optrådte sidste gang 1986 i Amagerscenens opsætning af My fair Lady. Var gift med skuespilleren Gunnar Lemvigh. |
|