© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Elisabeth 'Lis' Jacobsen f. Rubin | Dansk forfatter og filolog Født søndag den 29. januar 1882 i København Død søndag den 18. juni 1961 i Hellerup, Gentofte |
Mini-biografi: Student 1900 og lærer 1903, læste nordisk filologi på Universitetet og fik 1907 guldmedalje, blev året efter magister og 1910 dr.phil. på en afhandling om det danske rigssprogs historie. For at afhjælpe manglen på ordbøger stiftede hun og Kristian Erslev 1911 Det danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL) og hendes største virke kom til at ligge i tilknytning til dette selskab. Ludvig F.A. Wimmers store runeværk udkom som De danske Runemindesmærker. Lis Jacobsen forestod udgivelsen af Peder Palladius’ danske Skrifter i fem bind 1911-26 og fra 1915 overtog DSL Verner Dahlerups påbegyndte Ordbog over det danske sprog. Værket blev på 28 bind, sidste bind udkom 1956. DSLs næste projekt var Diplomatarium Danicum og den sideløbende danske oversættelse Danmarks Riges Breve med første bind 1938. En ny samlet udgave af Danmarks Runeindskrifter udkom 1941-42. Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder udkom fra 1956 og blev afsluttet 1976. I forlængelse af Ordbog over det danske sprog udkom Nudansk ordbog 1952-53 og Synonymordbogen 1957 under hendes ledelse. Som udgiver havde hun rige evner for finansiering og organisation samt en fænomenal sans for at tilrettelægge stoffet for et større publikum. Redaktør Georg Rona kaldte hende den største igangsætter i dansk åndsliv i 1900-tallet. |
|