© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Louis Auguste François Aumont | Dansk maler Født mandag den 7. januar 1805 i København Død tirsdag den 6. maj 1879 på Frederiksberg |
Mini-biografi: Var søn af en major i borgervæbningen, familien stammede fra Frankrig, hvor farfaderen havde været modehandler. Louis Aumont blev optaget på Kunstakademiet i København som 15årig, gennemgik først gipsskolen og derefter modelskolen. Lærte at male portrætter af maleren Hans Hansen og professor C.W. Eckersberg, modtog akademiets lille sølvmedalje i 1824 og den store i 1826. Aumont ønskede at videreuddanne sig og søgte akademiet om et rejselegat, fik afslag, men modtog i stedet støtte i form af 800 kr. om året fra Frederik VI og grev Moltke, de blev de næste tre år brugt i Paris til undervisning hos maleren Antoine Jean Gros. Aumont søgte ved hjemkomsten igen optagelse på Kunstakademiet, men fik trods sit umiskendelige talent afslag, rejste derfor til Hamburg, var bosat her i 8 år og var en meget søgt portrætmaler. Vendte tilbage til København i 1842, udstillede første gang i 1824 på Charlottenborg Forårsudstilling, deltog flere gange her samt ved flere udstillinger i København, Paris og Hamburg. Udførte portrætter af bl.a. August Bournonville, Johanne Luise Heiberg og af flere danske prinser og prinsesser. Aumont rejste til Vestindien i 1847, blev intendant i marinen og gjorde tjeneste her gennem 26 år. |
|