© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Ludvig Mylius-Erichsen | Dansk forfatter, journalist og polarforsker Født mandag den 15. januar 1872 i Viborg Død mandag den 25. november 1907 i Grønland (usikker dato) |
Mini-biografi: Drog som 18-årig til København for at læse jura, men studiets indhold og krav til selvdisciplin kunne ikke forenes med Ludvig Mylius-Erichsens mere rastløse, fantasifulde tilgang til livet og forlod derfor universitetet for at blive journalist på Politiken. Sideløbende blev det også til kunstneriske produktioner, som skuespil og udgivelse af fortællinger. Blev som 28-årig ansat som sekretær i turistforeningen og det bliver indgangen til de kommende års eventyrlyst og mange rejser. Var leder af Grønlandsekspeditionen 1902-04, med polarforskeren Knud Rasmussen og maleren Harald Moltke. Den gik til Grønlands vestkyst og Mylius-Erichsen udgav som resultat deraf, sammen med Moltke, værket Grønland. Blev derefter 1906 leder af Danmarks-Ekspeditionen, hvis formål var at udforske og kortlægge det allernordligste Østgrønland. Desuden skulle man undersøge amerikaneren Robert Pearys påstand om, at en øst-vest kanal adskilte det nordligste Grønland fra den sydlige del. Planen var at sejle med skib, så langt mod nord som muligt, for derefter at køre med hundeslæde mod nord, langs med kysten. Men sammen med rejsefællerne Høeg Hagen og Jørgen Brønlund, overraskedes Mylius-Erichsen af foråret, som umuliggjorde slæderejsen og de nåede aldrig tilbage til ekspeditionens base. Kun Brønlunds lig blev fundet samt en dagbog, der fortalte om holdets skæbne. |
|