© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Mads Nielsen | Dansk forfatter og apoteker Født torsdag den 27. februar 1879 i Langå Død mandag den 8. december 1958 i Åbyhøj, Aarhus |
Mini-biografi: Hører til de danske digtere, der ikke er forfattere af profession, men som alligevel med et enkelt værk har ramt folkets hjerte og derfor lever videre i generationer. Den skønne befrielsessang fra 4. maj 1945 "En lærke letted og tusind fulgte", skyldes denne apoteker med det lyriske sind. Den gik som et brus over landet i de storslåede dage, da "det var forår og Danmark frit". Mads Nielsen blev cand.pharm. i 1904, apoteker i Vester Skerninge på Fyn fra 1932 og derefter i Kolding fra 1943. Debuterede i 1910 med digtsamlingen Vej og Sti, anslog her både religiøse og nationale strenge. Andre samlinger fulgte: På Kirkesti (1918). Dagene (1925) og Hjemmene synger (1936), hvor han samlede sine digte om alt, hvad der hørte et dansk hjem til. Har i bøgerne Breve fra Grøftekanten (1923) og Undervejs (1944) givet udtryk for sine anskuelser. Til sidst kom i 1956 erindringsbogen Den gamle Apoteker fortæller. |
|