© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Magnus Anton Degerbøl | Dansk zoolog, forfatter og professor Født mandag den 8. juli 1895 i Sjørring, Thisted Død torsdag den 14. april 1977 i Hillerød |
Mini-biografi: Var søn af en gårdejer, blev 1913 student, tog 1922 skoleembedseksamen med zoologi som hovedfag og var assistent på Zoologisk museums hvirveldyrafdeling. Blev 1924 amanuensis for pattedyrsamlingerne, 1943 bestyrer af hvirveldyrafdelingen, 1956 ekstraordinær professor og bestyrer af kvartærzoologisk laboratorium. Virkede som censor i anatomi og zoologi ved universitetet og underviste på Østersøgades gymnasium og på Statens lærerhøjskole. Magnus Degerbøl var medstifter og formand for Foreningen til beskyttelse af videnskabeligt arbejde, initiativtager til stiftelse af Societas Arctica Scandinavica, redaktør af tidsskriftet Acta Arctica og Naturhistorisk forenings tidsskrift. Hentede og udstillede den østafrikanske savannegruppe på Dansk Centralafrika-ekspedition, deltog i Scoresbysund-komiteens 2. Østgrønlands ekspedition, tog med "Galathea" til New Zealand og berejste Andesbjergene. Degerbøl beskæftigede sig ud over dansk fauna, især med den grønlandske, hvor knoglefund fra inuitbopladser og nordbotomter gav oplysninger om befolkningens tilpasning til miljøet, nutidens pattedyr- og fuglefaunaer og specielt moskusoksens og rensdyrets indvandringsveje. Degerbøl skrev to afhandlinger om de 8-9000 år gamle fund af hund og påviste at stenalderdanskeren på Dyrholmen var kannibal. Skrev flere mindre tidsskriftartikler, hovedparten af Danmarks Pattedyr, Mellem sorte dinkaer og hvide næsehorn, Fra abe til menneske o.a. Var medlem af Videnskabernes Selskab, æresmedlem af American Society of Mammologists og Ridder af Dannebrog. |
|