Mini-biografi: Var søn af en murermester og blev udlært som murer i faderens virksomhed. Rejste efter uddannelsen til udlandet for at videreuddanne sig, fik 1881 diplom som eksamineret murermester fra den tekniske fagskole i Buxtehude i Tyskland. Magnus Nielsen blev 1884 murermester i Aarhus, opførte flere store bygningskomplekser og byggede bl.a. Fornæs og Sletterhage Fyr for fyrvæsenet. Oprettede 1894 en afdeling for isolering og asfalt og omdannede 1918 firmaet til aktieselskab. Nielsen blev 1903 medlem af byrådet, bevarede posten til 1917, sad bl.a. i udvalget for fattigvæsenet, i kirkegårdsbestyrelsen, brolægnings- og vejudvalget, bygningskommissionen, bestyrelsen for Christian d. IX's Børnehjem, i repræsentantskabet for Aarhus-Randers elektriske bane og i Overformynderiets lånebestyrelse for Aarhus amt. Var medstifter og formand for Aarhus Brandkorpsforening, 1896-1911 vicebrandinspektør, medlem af kontrolkomitéen for Aarhus Hypotekforening, af provst tilsynet, taksationskommissionen for statens erhvervelse af arealer ved udvidelse af flere jyske banegårde og i direktionen for Jysk Hypotekforening. Formand for Aarhus Håndværkerforening, for Aarhus Murermesterforening, i bestyrelsen for Fællesrepræsentationen for Dansk Håndværk og Industri, direktionen for Spare- og Lånekassen, taksationsmand for Købstædernes Brandforsikring, i bestyrelsen for Aarhus tekniske Skole, for Aarhus Bikube, medlem af komitéen for landsudstillingen 1909 og i repræsentantskabet for Aarhus Teater. Udnævntes til Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. |