Mini-biografi: Var søn af en tømrer, fik sin skolegang i Rom, begyndte at arbejde som 14årig for at hjælpe på familiens økonomi. Var under 2. verdenskrig involveret i modstandskampen, blev pågrebet og sendt i tysk fangelejr, fik held til at undslippe, skjulte sig derefter i Venedig. Tog efter krigen til Rom, arbejdede om dagen på kontor og spillede om aftenen teater som medlem af en studentergruppe. Marcello Mastroianni havde talent og så godt ud, fik ansættelse ved Luchino Viscontis Eliseo-teater og beherskede både klassisk og moderne spillestil. Debuterede på film 1947, fik herefter hovedrollen i flere italienske film, brød 1957 igennem internationalt i Viscontis Le notti bianche (Hvide nætter), blev yderligere kendt fra Federico Fellinis La dolce vita (Det søde liv) fra 1960, der også gjorde Anita Ekberg berømt. Mastroianni kom til at optræde med adskillige af tidens smukke skuespillerinder, modtog flere priser som bedste mandlige skuespiller, bl.a. for Skilsmisse på italiensk, nomineredes til en Oscar®, vandt en Golden Globe®, BAFTA®-priser, César®-prisen, Henrietta-prisen, modtog en italiensk fortjenestenorden, en æres-César® m.m. Var fra 1926 gift med Flora Carabella, havde adskillige uægteskabelige forhold, boede sammen med Faye Dunaway, fik en datter med Catherine Deneuve, men blev på grund af sin tro aldrig skilt. |