Mini-biografi: Voksede op i et indremissionsk hjem, blev i 1909 ansat som forstanderinde på Mårslet Børnehjem og varetog stillingen indtil børnehjemmet i 1938 blev nedlagt. Mariane Jensen formåede at skabe et trygt hjem for de 26 børn, som boede på hjemmet til konfirmationen, alle deltog i arbejdet, stablede tørv, bar brænde samt vand ind, fejede gården, hentede mælk på mejeriet, passede høns og have m.m. På et tidspunkt var en ung pige, der tidligere havde boet på hjemmet, ansat som hjælp, ellers klarede forstanderinden samt børnene det meste selv. Søster Mariane oprettede kort efter sin ankomst, en søndagsskole for sine egne og byens børn, startede i 1915 en afdeling af KFUK, fik samlet og ledede en halv snes unge piger fra børnehjemmet. Var en yderst elsket forstanderinde samt et fast holdepunkt i mange unge pigers liv. De fleste af børnene kom ofte på besøg, efter at de var kommet ud at tjene, eller var i gang med en uddannelse, de blev altid budt velkommen af deres "mor", men det tærede på hjemmets økonomi. Konfirmationer og ofte også bryllupper blev holdt på børnehjemmet, med deltagelse af søster Mariane, der ved børnehjemmets nedlæggelse blev boende og fik tildelt pension samt et årligt beløb. |