Mini-biografi: En af de første kvinder herhjemme, som kæmpede for kvinders ligestilling, bl.a. valgret. Var glimrende begavet og udgav allerede som 19-årig bogen Clara Raphael, 12 breve, som vakte stor opsigt. Det var den fremsynede Johan Ludvig Heiberg, der stod bag udgivelsen. England og Frankrig havde set stærke politiske kvindebevægelser, men det var første gang, der på dansk krævedes rettigheder for kvinder. Skønt mange - også kvinder - var imod Mathilde Fibigers synspunkter, fik bogen stor betydning. N.F.S. Grundtvig var en af de få mænd, der bakkede bogen op. I 1852 udkom romanen En Skizze efter det virkelige Liv. Bogen er "Et Billede af den nationale Tilstand, set med Danekvindens Øjne". Levede de følgende år under kummerlige kår forskellige steder, indtil hun efter opfordring søgte en læreplads hos Den danske Statstelegraf, og blev Danmarks første kvindelige telegrafist. Dansk Kvindesamfund stiftes i 1871, som en underafdeling af Association internationale des Femmes. Mathilde Fibiger blev opfordret til aktivt medlemskab, men hendes kræfter var udtømte og hun blev blot passivt medlem. Døde året efter, blot 42 år gammel. I dag lever hendes navn videre, i den stiftelse på Østerbro "Clara Raphaels Hus", der tilbyder lejligheder til selvstændige, ugifte kvinder og som fortsat eksisterer. |