Mini-biografi: Var søn af en gårdejer, kom som 14årig i lære som mekaniker, var udlært 1887, var en tid ansat i et københavnsk firma og tog maskinisteksamen. Rejste 1889 til Tyskland og arbejdede i Kiel, Hamburg samt Berlin. Åbnede ved hjemkomsten 1890 værksted i Nørre Voldgade, havde fire lærlinge og knyttede 1894 sin bror til virksomheden. Fik snart gang i foretagendet og skabte som noget af det første en maskine til fremstilling af blindskrift, derefter kom cykelventiler, cykelpumper, smøreapparater, vandmålere etc. Morten Balthazar Richter havde særlige evner som konstruktør af elektromekaniske apparater som ringeapparater og hustelefoner, der fik betydning inden for telefonteknikområdet. I 1908 fik fabrikken navneforandring til Telefon Fabrik Automatic, blev hovedleverandør af bordtelefoner til KTAS og specialfabrik for telefonmateriel. Richter fik før 1. verdenskrig patent på en telefonkontaktprop, udtog siden patent på nyskabelser som samtaletællere, telefonrelæer samt automatiske centraler, opfindelserne vakte opmærksomhed både i danske og udenlandske televirksomheder og telefonselskaber. Virksomheden flyttede 1915 til Amaliegade, omdannedes 1936 til familieaktieselskab, hvor hovedparten af aktierne blev sat i Marie og M.B. Richters fond, der oprettedes 1937 og skulle yde støtte til danske velgørende og kulturelle institutioner, Richter fortsatte som administrerende direktør til sin død. Udnævntes til Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. |