Mini-biografi: Var søn af en boghandler, studerede Engelsk på Københavns Universitet, men var mere optaget af guitar- samt skuespil, brugte sin tid og talent på teaterprojekter samt Studenterscenen. Debuterede som 19årig i folkemusikklubben Purple Door, fik derefter engagement på Fiolteatret. Debuterede 1969 som professionel komponist samt kapelmester med radiomusicalen Ensom Revolvermand, mødte Troels Trier, kom med i Røde Mors Rockorkester, arbejdede samtidig som musiklærer på Frøbelseminariet, fortrinsvis med børnemusik, pædagogik og som komponist på Radioteatret. Michael Boesen blev uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1979, underviste bl.a. på Den Rytmiske Aftenskole, fik gang i scenekarrieren igen, dannede på initiativ af Peter Bay, gruppen 5 x Kaj 1981, stod for hovedparten af materialet til gruppens første forestilling Håb, bad og terrasser, der blev vist i Folkets Park. Det førte til tv-optræden, plader samt Lone Scherfigs spillefilm Kajs fødselsdag. 1992 dannedes gruppen 5 x Far, Boesen (Overkaj) og Bertel Abildgaard (Guitar-Kaj) dannede sideløbende 2 x Kaj, der hittede med "Kylling i karry" og "Alle børnene". Boesen udgav som solist 2003: Angel On My Shoulder og 2007: In the Absence of Good Love. Lagde desuden stemme til mere end 300 tegne- og dukkefilm, skrev sammen med broderen Ulrik Boesen, kogebogen Køkkenkaj - gastronomisk herretur. |