Mini-biografi: Voksede op i Farum, besluttede sig tidligt for at blive vognmand, efter at have stiftet bekendtskab med sine bedsteforældres vognmandsforretning i Kirke Værløse, var sparsommelig og kunne som 20årig købe sin første lastbil. Påtog sig straks mange forskellige former for kørsel, fik succes, måtte snart udvide virksomheden, købe flere biler, ansætte chauffører samt andet personale. Fik den store opgave at køre skrald for København og måtte hyre endnu flere folk, deltog selv ivrigt i forretningen og påtog sig gerne jobbet med at sidde bag rattet i en af sine lastbiler. Stiftede i 1997 Michael Henriksen Holding, bestående af Norrecco A/S, City Container A/S, Farum Sten og Grus A/S, City Container CPH samt Fyn A/S, der blev en af Danmarks førende affaldshåndteringsvirksomheder, som giver arbejde til mange. Henriksen var ivrig motionist, løb ofte ved Farum sø, støttede sit lokalområde, var ven med byens borgmester Peter Brixtofte og storsponsor for Farum Boldklub, der siden skiftede navn til FC Nordsjælland. Efter Henriksens tragiske død ved et helikopterstyrt, solgte arvingerne MH Gruppen til den engelske kapitalfond Agilitas for et trecifret millionbeløb. |