Mini-biografi: Var søn af en godsejer, blev i 1906 student fra Aarhus Katedralskole, bestod filosofikum året efter og blev cand.phil., læste til bygningsingeniør og tog eksamen i 1911. Fik i 1912 ansættelse som jernbaneingeniør ved Canadian Pacific Railway, arbejdede her til 1919, havde herefter sin egen entreprenørvirksomhed i Winnipeg til 1921. Rejste hjem til Danmark, virkede som ingeniør ved havne-anlæggene i Aalborg i årene 1922-26, var ingeniør ved de svensk-danske jernbaneanlæg i Tyrkiet 1927-31, 1931-33 leder af Kampmann, Saxild & Co.'s filial i Egypten, herefter overingeniør ved Kampsax' jernbaneanlæg i Iran, var fra 1937 underdirektør. Blev i 1938, havnebygmester ved Københavns havnevæsen, var havnedirektør 1945-55 og blev siden knyttet til ingeniørfirmaet Kampsax. Mogens Blach sad fra 1945 som medlem af forvaltningsnævnet for Krigsforsikringen af havne, af is-brydningsrådet, af Karantænekommissionen og af Havnekommissionen, kom i 1948 med i udvalget angående Hanstholm Havn, blev i 1949 optaget som medlem af Akademiet for De Tekniske Videnskaber og var 1952-57 medlem af Dansk Ingeniørforenings bestyrelse. Blev udnævnt til Kommandør af Frankrigs æreslegions orden, til Ridder af Irans Homayoun-orden, Ridder af 1. klasse af Norges St. Olavs orden samt til Kommandør af Dannebrog og Dannebrogsmand. |