Mini-biografi: Var søn al en sognepræst, blev 1930 student i Randers og tog 1937 medicinsk eksamen. Blev 1942 dr.med. på disputatsen Lipoidtransport, belyst ved Studier over Lipæmi i Graviditet og Lactationsperiode. Var 1943-46 reservekirurg på Bispebjerg hospital, 1946-53 reservelæge på Rigshospitalets fødeafdelinger B og A, var fra 1948 speciallæge i kvindesygdomme samt fødselshjælp og i 1949 ansat ved University College Hospital i London. Blev 1953 afdelingslæge på Statens fødselsanstalt i Aarhus og 1955 udnævnt til overlæge. Mogens Ingerslev underviste fra 1953 i obstetrik samt gynækologi på Aarhus Universitet, fik 1955 titel af professor, var dekan for det lægevidenskabelige fakultet og medlem samt sekretær ved konsistoriums forretningsudvalg. Foretog studierejser til Sverige, Norge, England, Schweiz, Tyrkiet, Rumænien og Rusland, var generalsekretær i Nordisk Forening for Gynækologi og Obstetrik, medlem af Det lærde Selskab i Aarhus, af Indenrigsministeriets udvalg vedrørende helbredsundersøgelser af børn, af Sundhedsstyrelsens specialistnævn, formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, præsident i Nordisk Forening for Gynækologi og Obstetrik, æresmedlem af Finsk gynækologisk Selskab, for Nordisk Forening for Obstetrik og Gynækologis XVII kongres m.m. Skrev Gynækologi med henblik på almen praksis, lærebogen Obstetrik og gynækologi samt flere kirurgiske, obstetriske og gynækologiske arbejder. Blev udnævnt til Kommandør af Dannebrogordenen. |