Mini-biografi: Var søn af en møbelhandler, blev i 1948 student fra Odense Katedralskole, læste derefter økonomi og tog i 1957 eksamen som cand.polit. Fik året efter ansættelse som sekretær i Finansministeriet, flyttedes i 1962 til Udenrigsministeriet. Var i 1964 udsendt som ambassadesekretær ved Danmarks faste Delegation ved OECD i Paris og blev i 1967 udnævnt til fuldmægtig. Mogens Knud Isaksen var i 1970 økonomisk rådgiver ved FN-Missionen i New York, blev i 1973 kontorchef, var i 1978 souschef ved afdelingen for Internationalt Udviklingsarbejde under Danida og blev samme år ambassadør. Var i årene 1981-85 udenrigsråd og chef for Danida samt Danmarks faste repræsentant ved De Forenede Nationers kontor i Genève. Virkede som ambassadør i Bangkok, Hanoi, Rangoon, Vientiane, Phnom Penh samt Lissabon. Isaksen sad som medlem af bestyrelsen for Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene og for Asian Institute of Technology. Modtog Storkorset af den Peruanske Fortjenstorden og Thailands Hvide Elefantordens Storkors, blev udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrog. |