© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Mogens Jakob Ammitzbøll Voltelen | Dansk arkitekt og docent Født lørdag den 16. maj 1908 i Sørup, Guldborgsund, Lolland Død søndag den 12. marts 1995 |
Mini-biografi: Var søn af en læge, blev student fra Vestre Borgerdydsskole i 1925 og straks efter optaget på Kunstakademiets Arkitektskole. Sluttede her i 1927 og blev nu ansat som medarbejder ved det kulturradikale tidsskrift Kritisk Revy som Poul Henningsen havde startet udgivelsen af året før. PH blev en nær ven, der gav Mogens Voltelen frie hænder til at udfolde sig inden for design og socialt engagement og vakte en livslang interesse for belysning i ham. Voltelen begyndte i 1940 at undervise i belysningslære på Arkitektskolen og arbejdede som rådgiver når der skulle installeres belysning i store bygninger, som udstillingshallerne i Ålborg og Herning og i Grundtvigskirken i København. Var medredaktør på vennens bog PH og lyset, var selv forfatter af bl.a. en del artikler om lys i boligen samt bogen Beregning af belysning. Deltog første gang på Snedkerlaugets Udstilling i 1930 samt et par gange på Charlottenborgs Forårsudstillinger. Var medlem af bestyrelsen for Akademisk Arkitektforening, for Lydteknisk Laboratorium og for Lysteknisk Selskab - var næstformand her fra 1948, formand for bestyrelsen for Arkitektens Forlag (Danske Arkitekters Landsforbund), medlem af standardiseringsudvalget for belysning og af komitéen for byggestandardisering. Tegnede udover enfamiliehuse møbler, lamper og forskellige industriprodukter. |
|