© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Morten Lassen-Nielsen | Dansk civilingeniør og direktør Født fredag den 3. september 1897 i Mou, Aalborg Død fredag den 6. juni 1969 i Haag, Nederlandene |
Mini-biografi: Var søn af en gårdejer, blev 1919 student i Aalborg, 1924 cand.polyt. som bygningsingeniør og blev derefter ansat hos Christiani og Nielsen. Var allerede i 1925 ledende ingeniør ved Maas kanaliseringen og 1930 overingeniør ved søslusen ved St. Nazaire i Frankrig. Morten Lassen-Nielsen blev 1933 direktør for A/S Maastunnel, udformede de fleste af de principper og metoder, der blev brugt til arbejdet med at skabe en sænketunnel, skrev artikler vedrørende tunnelbygning og opfandt flere patenterede tunnelkonstruktioner. Blev en anerkendt ekspert og medvirkede ved bygningen af flere undervandstunneler, som Scheldetunnelen i Antwerpen, Limfjordstunnelen ved Aalborg og Elb-tunnelen i Hamburg. Sad i Holland som medlem af bestyrelsen for N.V. Havenherstel, genopbygning af Rotterdams havn og Rotterdams betonfabrikker. Blev 1950 direktør ved Christiani og Nielsens hovedkontor i København, sad i årene 1962-69 som tunnelsagkyndig i statens udvalg angående fast forbindelse over Storebælt og blev 1963 formand for det reorganiserede planlægningsudvalg for projektet til udflytning af Polyteknisk læreanstalt til Lyngby. Lassen-Nielsen var formand for Dansk samfund i Holland, fra 1951 æresmedlem, formand for Dansk nationalkomité for store dæmninger, censor ved højskolen, medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber og 1968 æresdoktor ved Danmarks tekniske højskole. Udnævntes til Ridder af Dannebrog og Kommandør af Dannebrog. |
|