© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Nicolai Ahlmann | Dansk politiker og proprietær Født fredag den 17. november 1809 i Sønderborg Død onsdag den 12. februar 1890 på Frederiksberg |
Mini-biografi: Uddannet ved landbruget og fra 1857 ejer af hovedgården Vertemine på Als. Blev politisk aktiv efter krigen i 1864, hvor hertugdømmet Slesvig og dermed Als blev afstået til Preussen. Valgt som dansksindet medlem af Det nordtyske Forbunds grundlovgivende forsamling 1867, men opnåede ikke valg til den nordtyske rigsdag senere samme år. I stedet valgt til den preussiske landdag, hvor Ahlmann sammen med H.A. Krüger skulle repræsentere de dansksindede i Nordslesvig. Da de begge imidlertid nægtede at aflægge ed på den preussiske forfatning, kom de aldrig til at indtage deres pladser i landdagen. Ahlmanns betydning for danskheden i Nordslesvig kom til at ligge på det organisatoriske område samt ved oprettelsen af en dansk folkehøjskole og ved hans medvirken til grundlæggelsen af avisen Dybbøl-Posten. Blev kendt for ordene: "Vi er danske, vi vil forblive danske, vi vil behandles som danske, og det efter folkerettens forskrifter". Efterhånden mistede Ahlmann dog troen på en fremtid for danskheden i Nordslesvig, og i 1875 solgte han sin gård og flyttede til København, levede her resten af sit liv uden at gøre sig politisk gældende. Var far til Vilhelm Ahlmann. |
|