© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Niels Rothenborg Muus | Dansk læge og professor Født onsdag den 23. maj 1866 i Jægersborg, Gentofte Død søndag den 11. maj 1947 i København |
Mini-biografi: Var søn af en oberst, blev student 1884, læste medicin, tog lægeeksamen 1891, studerede derefter anatomi i Sverige og Tyskland. Arbejdede et år som kandidat på Frederiksberg Hospital under Frantz Howitz, blev prosector anatomiæ 1894 hos J.H. Chievitz ved det anatomiske institut, kom 1898 til Fødselsstiftelsen hos Leopold Meyer og blev 1901 prosector chirurgiæ ved professoratet i operativ kirurgi. Fik sin doktorgrad 1900 på disputatsen De saakaldte embryonale Blandingssvulster. Et Bidrag til Nyresvulsternes Pathologi. Niels Muus rejste til Paris og Schweiz for yderligere at studere obstetrik, var derefter underaccoucheur ved Fødselsstiftelsen i 3 år, oprettede 1904 en privat fødeklinik, blev 1907 konsulent i medicinalsager og leder af det nyoprettede statskontor for sundhedsvæsenet. Blev året efter medlem af den medicinalkomission, der var nedsat af justitsminister Peter Alberti og havde fået Knud Faber som formand. Muus valgtes 1909 til formand for sundhedsstyrelsen og sad som medlem af flere kommissioner og udvalg. Begyndte i 1913 en tilværelse som sygehuslæge i Maribo, varetog denne stilling i 24 år og var også her medlem af flere kommissioner og bestyrelser, bl.a. Landsforeningen til kræftens bekæmpelse. |
|