Mini-biografi: Var søn af en gårdejer, blev efter realeksamen kostskoleelev på Birkerød Statsskole, tog studentereksamen 1955 og aftjente sin værnepligt i flyvevåbnet. Niels Østeraas blev 1962 cand.oecon. fra Aarhus Universitet, arbejdede en kort tid hos sølvsmeden Hans Hansen i Kolding, fik derefter ansættelse i Nordjyllands Erhvervsråd i Aalborg, blev i 1964 udnævnt til sekretariatschef. Skiftede 1967 til en karriere i bankverdenen, var en tid kontorchef i Aalborg Diskontobank, blev ved fusionen med Provinsbanken i 1969 kreditchef samt underdirektør. Var fra 1980 vicedirektør, 1985-90 områdedirektør og chef for Provinsbankens 34 afdelinger i Nordjylland, blev ved fusioneringen i 1990 med Den Danske Bank samt Handelsbanken, den ene af to direktører i Centerfilialområde Aalborg, havde ved pensioneringen i 1996 titel af centerfilialdirektør. Østeraas var aktiv i bestræbelserne for at Nordjylland fik et universitet og udgav i 1984, på 10 års dagen for etableringen af Aalborg Universitet, bogen En pressionsgruppe med succes. Blev tildelt flere tillidsposter, var bl.a. medlem af Nordjyllands Erhvervsråd, Nordjysk Flyudvalg, Nordjysk Informatikråd, formand for Kredsforeningen for Rygsundhed samt censor på Aalborg Universitets Centers HD- uddannelse. Udgav 1996 Banken på Gammeltorv, Træk af pengevæsenets historie i Aalborg gennem 140 år, skrev tillige slægtsromanen Med rod i det jyske, som ikke blev udgivet. |