| Mini-biografi: Var søn af en tømmermester, en stor beundrer af Rasmus Rask, studerede sprog på Københavns Universitet, helligede sig mest det indiske kultursprog sanskrit, rejste 1838 til Bonn og derfra til Paris for at studere. Niels Westergaard var 1839 i London og Oxford for at gennemse og afskrive indiske håndskrifter, vendte 1839 tilbage til Danmark, udgav 1841 sit hovedværk Radices linguæ Sanscrilæ, en bearbejdelse af gamle indiske grammatikeres fortegnelser over verbalrødderne i sanskrit, med oversættelser på latin og litteraturcitater efter trykte og utrykte kilder. Fik 1841 offentlig støtte til en rejse til Iran og Indien, studerede parserreligionens traditionelle sprog, avestisk og pehlevi i Bombay. Rejste til Iran og studerede persisk oldtids historie og religion, tog afskrifter af gamle indskrifter ved Darius' grav, men blev syg af den voldsomme hede. Kom hjem 1844, blev lektor ved universitetet, 1845 ekstraordinær professor i indisk-orientalsk filologi, 1867 rektor. Westergaard udarbejdede en "Sanskrit Læsebog", med et berømt lille kunstdigt "Ghatakarpara" og en "Kortfattet Sanskrit Formlære". Var medstifter af og formand for Nordiske Litteratursamfund, var efor for den Arnamagnæanske stiftelse, sad i bestyrelsen for Dansk historisk forening, redigerede Historisk Tidsskrift, var medlem af Videnskabernes selskab og af den grundlovgivende rigsforsamling. Blev Dr.phil. h.c. i Lund 1868. Etatsråd 1869. |
Assistens Kirkegård, København 2021