Mini-biografi: Var søn af en direktør, tog realeksamen 1929, blev derefter uddannet som tømrer, gik på Teknisk skole, Husbygningsteknikum og Kunstakademiets Arkitektskole. Foretog adskillige studierejser til udlandet, besøgte bl.a. Tyskland, Finland, Polen, USSR, England og var jævnligt i Frankrig. Arbejdede og var medindehaver af Kooperative Arkitekter 1936-45, fik herefter egen arkitektvirksomhed. Ole Buhl var socialt engageret og bevarede livet igennem et tæt forhold til arbejderbevægelsen, var medlem af ungdomskommissionen, af Københavns kommunes boligkommission, konsulent for De samvirkende Lejerforeninger og domsmand i Boligretten. Deltog som Kooperativ arkitekt i projekteringen af flere større boligbebyggelser som Haunstrupgård, Bispeparken, opførte i samarbejde med Harald Petersen: Hotel Codan og et par af Bellahøjs højhuse. Buhl var tillige arkitekt for bl.a. Studenterkollegiet Solbakken i Valby, Kvindeligt arbejderforbunds hovedkontor, der tilligemed Murerforbundets stiftelse blev præmieret af Københavns Kommune, Dansk Metalarbejderforbunds bygning, U-landskollegiet Bakkerne samt en del plejehjem og folkepensionistboliger. Interesserede sig også for interiøret i bygningerne og designede selv møbler og lamper. Buhl blev 1969 udnævnt til professor ved arkitektskolen i Århus. Har skrevet Bogen om Socialt Boligbyggeri, bearbejdede og skrev forord til le Corbusiers Menneskets Boliger, leverede artikler til fagpresse og dagspresse og var medarbejder ved Boliger for ungdommen. Bror til højesteretssagfører Jon Palle Buhl. |