Mini-biografi: Var søn af en chauffør, virkede i årene 1961-78 som kørelærer, aftjente 1961-64 sin værnepligt og blev oversergent i Søværnet, havde 1964-70 tillige arbejde som assurandør. Åbnede i 1967 sit eget reklamebureau og udgav bl.a. Den Lokale Vejviser i Frederiksværk. Ole Donner blev i 1974 valgt til medlem af Frederiksværk Byråd for Fremskridtspartiet, sad først til 1985, blev i 1990 igen medlem, valgt til 1. viceborgmester samt formand for udvalget for teknik og miljø, var 1978-82 formand for Ligningskommissionen og fra 1994 formand for Skatteankenævnet. Var 1978-82 også medlem af Hovedstadsrådet og 1990-91, af Frederiksborg Amtsråd. Donner trådte ud af Fremskridtspartiet i efteråret 1995, stiftede sammen med Kristian Thulesen Dahl, Pia Kjærsgaard og Poul Nødgaard Dansk Folkeparti, blev en central del af partitoppen og var kendt for sine skarpe, men morsomme kommentarer. Var dog også kritisk overfor partiledelsen og ikke altid enig i dens synspunkter, stillede bl.a. krav om indsigt i regnskaberne, forslag om at overlade flere afgørelser til amts- og lokalbestyrelserne, udelukkelse af daværende pressechef Søren Espersen fra gruppemøderne. Vandt ikke genhør, forlod derfor bestyrelsen i 1998, trådte helt ud af partiet i sommeren år 2000, men forsatte i Folketinget som løsgænger frem til valget i efteråret 2001. |