Mini-biografi: Var søn af en brøndborer, blev allerede som 6årig medlem af Brande IF, skiftede som 22-årig til Vejle Boldklub og blev klubbens første professionelle spiller i udlandet. Ole Fritsen blev 1966 solgt til hollandske GVAV Groningen, spillede 210 kampe for klubben, scorede 150 mål, var de to sidste sæsoner, som den første udlænding, anfører for et hollandsk hold. Vendte 1971 hjem, var året efter med til at gøre Vejle Boldklub til Danske Mestre, spillede 183 kampe på klubbens bedste hold og scorede 62 mål. Repræsenterede klubben på det danske A-landshold seks gange og scorede tre mål. Blev efter sin aktive karriere træner i Vejle Boldklub, havde sin største triumf i 1981, da klubben vandt DBU's landspokalturnering og afløste i 1994 Allan Simonsen på posten som cheftræner. Fritsen fik udviklet talenter som Thomas Gravesen, Alex Nørlund, Kaspar Dalgas samt Peter Graulund og skabte et hold, der først rykkede op i Superligaen, siden vandt sølvmedaljer samt deltog i UEFA Cuppen to gange. Blev, for sit gode arbejde i sæsonen 1996/97, tildelt prisen som Årets træner i Danmark, var siden træner i FC Fredericia samt talentspejder for sin gamle klub Groningen. Fritsen blev læreruddannet fra Jelling Statsseminarium i 1964, samtidig med Tommy Troelsen. |