© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Oluf Bertolt | Dansk forfatter, redaktør, lærer og arkivar Født lørdag den 30. maj 1891 i Aarhus Død lørdag den 5. juli 1958 på Frederiksberg |
Mini-biografi: Var søn af en kusk, kom efter skoletiden i lære som maler og blev svend 1910, rejste derefter et par år som naver i Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig, gik om vinteren på Askov højskole. Arbejdede i årene 1913-15 i København for samtidig at kunne læse studere, tog eksamen 1914. Oluf Bertolt blev 1915 ansat som lærer ved Esbjerg Arbejderhøjskole og knyttedes 1920 til bladet Vestjyllands Social-Demokrat. Da højskoleforstander Tormod Jørgensen i Høng ville realisere Grundtvigs tanke om at samle by og land i samme skole var Bertolt ansat her nogle år, blev 1925 arkivar ved Arbejderbevægelsens arkiv, 1930 sekretær i det nystiftede Arbejdernes Oplysningsforbund, forretningsfører fra 1947 og ti år frem, var 1933-39 tillige redaktør af Socialisten. Sad som medlem af programudvalget i Danmarks Radio, var formand for Esbjerg Arbejderhøjskole og blev 1937 valgt ind i Frederiksberg kommunalbestyrelse. Gav som arkivar og forfatter adskillige bidrag til Socialdemokratiets historie i bøger som Tre danske Arbejderes Livserindringer, Pionerer, M.C. Lyngsie, En bygning vi rejser, Fagforeningskundskab samt Th. Stauning. Folkets Søn. Danmarks Statsminister, den sidste skrevet i samarbejde med H.C. Hansen. |
|