Mini-biografi: Var søn af en trikotagefabrikant, fik selv en uddannelse på faderens fabrik og blev rejsende sælger. Modtog sangundervisning af operasanger Johannes Fønss, blev 1940 optaget på Det kongelige Teaters operaskole og debuterede i radioen samme år. Otte Svendsen fik sin debut på Det kongelige Teater 1943 som Rodolphe i Bohème, kom herefter til at fremføre alle de kendteste tenorpartier som Pinkerton i Madame Butterfly, Don José i Carmen, Hofman i Hofmans Eventyr, Ernesto i Don Pasquale, Calaf i Turandot og David i Carl Nielsens Saul og David. Gæsteoptrådte 1953 på Stadsteatret i Bonn og fremførte Cavaradossis parti i Tosca med stor succes, mistede samme år sin far og overtog ledelsen af fabrikken sideløbende med sangkarrieren. Udnævntes 1959 til kongelig kammersanger, gæstede operaerne i Zurich, Bonn, Flensborg, Lübeck, Frankfurt, Stuttgart, Kiel, Hannover og medvirkede ved operaopførelser i Sverige og Århus. Svendsen forlod nationalscenen 1975 og begyndte 1978 en filmkarriere, havde rollen som tjener i Slægten, var med i yderligere 7 film, 8 tv-serier og i flere reklamefilm. Otte Svendsen vendte 1995 tilbage til Gamle Scene som kejseren i Puccinis Turandot og udgav 1998 sine erindringer Det høje C - erindringer fra et sanger- og fabrikantliv. Var Ridder af Dannebrog. |