© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Karl Otto Valdemar Benzon | Dansk forfatter, dramatiker og medicinalfabrikant Født torsdag den 17. januar 1856 i København Død mandag den 16. maj 1927 i København |
Mini-biografi: Blev i 1873 student fra den private latinskole, som lærere fra Haderslev havde oprettet i København, blev cand.pharm. i 1876 og cand.polit. 1878. Debuterede som forfatter i 1879 med en novelle i ugebladet Ude og Hjemme, skrev i 1882 bogen Surrogater, der blev opført som teaterstykke på Det kongelige Teater i 1882. Otto Benzon skrev siden adskillige lystspil, der gjorde grin med den forlorne moral blandt det københavnske borgerskab. Alle fik premiere på Det kgl. Teater, hvor Benzon i øvrigt var direktør i sæsonen 1913-14, men Folketeatret opførte også to af stykkerne: En skandale og Sportsmænd. Forsøgte en enkelt gang med det mere alvorlige drama Anne Bryde. Med de gode indtægter komedierne gav, stiftedes Otto Benzons Forfatterlegat, også kaldet Georg Brandes Legatet. Ved siden af forfatterskabet videreførte Benzon, sammen med broderen Alfred, faderens medicinalvirksomhed som de havde overtaget i 1884. Otto Benzon havde flere betroede poster, var bl.a. bestyrelsesmedlem i Kjøbenhavns Telefon Selskab, medlem af bestyrelsesrådet for The Siam Eletricity Co. Ltd. i Bangkok, formand for Dansk Forfatterforening og sad år 1900 i juryen ved Verdensudstillingen i Paris. Var Dannebrogsmand samt Ridder af Dannebrog. Vennen, den norske komponist Edvard Grieg satte musik til 11 af Benzons digte. |
|