Mini-biografi: Var søn af en boghandler, blev i 1888 student fra Borgerdydskolen på Christianshavn, læste derefter teologi og tog embedseksamen 1894, den kom dog aldrig i anvendelse. Ove Tryde rejste til udlandet og arbejdede i boghandler i Berlin, Paris og London og fik udnyttet sine gode sprogkundskaber. Vendte tilbage til Danmark i 1897 og blev prokurist i faderens boghandel, var fra 1901 medejer og fra 1913 til firmaets ophør 1938, eneejer. Fik ved århundredskiftet givet billedhandelen et kraftigt opsving med kulfotografiet, der var blevet mode på reproduktionsområdet og blev internationalt kendt inden for bogbranchens forlæggersektion. Blev år 1900 medlem af Boghandlerforeningen, 1909 valgt som delegeret ved Congrés international des éditeurs, medvirkede efter 1. verdenskrig ved genopbygningen af foreningen, sad 1929-31 som formand og udnævntes 1936 til æresmedlem. Tryde deltog gerne i udstillinger, både i ind- og udland, havde stor faglig og kunstneriske viden, skrev adskillige artikler af boghandelsfaglig art til bl.a. Congrés international's historie 1913-31 og leverede til værkets 2. udgave, en lang række boghandler- og forlæggerbiografier, som 1947 blev udgivet som selvstændig bog med tilføjelse af billeder. Tryde sad i flere velgørenhedsselskabers bestyrelse, var i årene 1941-56 formand for De danske boghandleres hjælpekasse. Udnævnt til Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. |