Mini-biografi: Var historiker, men autodidakt med en højt udviklet evne til i tale og skrift at skildre fortiden, så man med spændt opmærksomhed fulgte med i de brogede begivenheder. Var uddannet lærer, men Palle Laurings evne til at levendegøre fortiden, lod ham allerede i 1944 udsende sin første roman Vitellius, om den romerske general i Germanien, der blev udråbt til kejser af sine soldater under borgerkrigen efter Neros død (69 e. Kr.). To år senere kom Borger Alexandre, en dramatisk roman fra den franske revolution. Laurings kongstanke var dog at give en samlet skildring af vort lands historie fra oldtid, som påbegyndtes i 1954 med De byggede riget, om oldtiden og afsluttede 1979 med Krig, comedier og enevoldsmagt - en imponerende bedrift. Skrev også en serie historisk oplysende egnsbeskrivelser Rejse i Danmark 1-7 (1956-62), hørespil, essays og skolebøger, ligesom han var en populær foredragsholder i radio og TV. Alt dette indbragte Lauring i 1956 Holberg-Medaillen, boghandlernes Gyldne Laurbær i 1961 og mange andre hædersbevisninger. |