Mini-biografi: Var søn af en ingeniør, blev efter sin studentereksamen optaget på Kunstakademiets Arkitektskole i København og modtog til 1974 undervisning af professor Jørgen Bo. Arbejdede til 1977 hos Christian Olrik, åbnede derefter tegnestuen PLH Arkitekter, som siden blev et aktieselskab. Tegnestuen udviklede sig hurtigt til en af landets største arkitektvirksomheder med mange ansatte og fik de største danske samt internationale erhvervsvirksomheder som kunder. De stod bl.a. for Bymose Hegn Kursuscenter i Helsinge, Novo Nordisk Insulinlaboratorium i Gentofte, IBM i Allerød og Lundtofte, Pen Sam i Farum, en rekonstruktion af Kastels Volden samt Orlogsmuseet i samarbejde med forsvarets bygningstjeneste, Farum Rådhus, GiroBank i Høje Tåstrup, SAS hovedsæde i Kastrup, Nykredit i Aalborg, Rank Xerox i Ballerup, The Herculaneum i Dunstable, England, ØK's hovedsæde i Sdr. Frihavn og et forretningscenter i Københavns Hovedbanegård. Arkitekterne modtog 1. præmier i konkurrencer om Hilton Hotel og Kongrescenter på Kalvebod Brygge, Ballerup Handelshøjskole samt renovation af Codanhus. Palle Leif Hansen var medlem af Byggesocietetet, af PARs markedsføringsudvalg, bestyrelse og overenskomstudvalg, var formand 1987-90, sad i bestyrelsen for Nordisk Byggedag, Havnens Invest A/S samt Kalvebod Brygge A/S og i Byggeforums redaktionsudvalg. |