| Mini-biografi: Var søn af en koncertsanger, fik efter skoletiden en handelsuddannelse, ville gerne være skuespiller, begyndte at læse hos Søren Weiss og blev optaget på Odense Teaters elevskole i 1960. Havde efter elevtiden engagement på teatret, var 1964 med i musicalen West Side Story og havde 1967 titelrollen i Shakespeares Hamlet. Blev siden freelance, fik engagement på Det Kongelige Teater, spillede her med i bl.a. Ingmar Bergmans iscenesættelse af Molières Misantropen, Johan Herman Wessels komedie Kærlighed uden strømper samt i Holbergs Jeppe på bjerget. Turnerede fra 1990 med Det Danske Teater og optrådte på bl.a. ABC Teatret, Østre Gasværk samt Grønnegårdsteatret. Paul Hüttel var med i mere end 30 danske film, 6 revyer samt adskillige tv-serier. Spillede i julekalenderen Alletiders jul, arkivnissen Gyldengrød (først Guttenborg) og vil fra tv-serien Matador blive husket for rollen som den tyske eksilforfatter Herbert Schmidt. Paul Hüttel modtog Blicher-prisen, Carl Johan Hyltofts Legat, Heiberg-Selskabets pris og medalje, H.C. Andersen-Medaljen, en Reumert-pris, Louis Halberstadts Æreslegat, Bent von Müllens Mindelegat samt legater fra Ole Haslunds Kunstnerfond og Arbejdernes Oplysningsforbund. Blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, i sit ægteskab med skuespiller Else Benedikte Madsen far til 2 børn og fik en datter i ægteskabet med skuespilleren Birthe Neumann. |