Mini-biografi: Var uddannet bibliotekar og virkede som sådan indtil 1966. Debuterede som 20-årig i 1948 med digtkredsen De nøgne, i første årgang af tidsskriftet Heretica og udgav året efter sin første digtsamling Hesten og solen, som var stærkt inspireret af miljøet omkring dette tidsskrift. Højholt brød dog ud af kredsen og Poetens Hoved (1963) blev indledningen til et forfatterskab, der med sit høje refleksionsniveau, kombineret med høj og lav humor var både spekulativt, indforstået og folkeligt. Senere fulgte Provinser (1964), Show (1966) og Min hånd 66 (1966). Fik et stort folkeligt gennembrud med Gittes monologer, hvormed han rejste rundt i hele landet med oplæsninger, der trak fulde huse. Højholt var desuden kendt for sin Praksis-serie og romanerne 6512 (1969) og Auricula (2003). Digtsamlingen Turbo er indspillet som noget af det tidligste danske elektroniske musik (1968). Højholt blev tildelt Det Danske Akademis Store Pris (1982), Modersmål-Prisen (1991), Kritikerprisen (1995), Holberg-medaljen (1997) og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. |