Mini-biografi: Var søn af en vicekonsul, tog 1902 en 4. klasses hovedeksamen i Aalborg og kom i handelslære i byen i 2 år. Videreuddannede sig i Skotland og Tyskland i årene 1904-08 og fik derefter ansættelse i firmaet Chr. Simoni i Aalborg, blev medindehaver 1916. Poul Ejner Rützebeck var medlem af bestyrelsen for Foreningen af Arbejdsgivere ved Aalborg og Nørresundby Havne, for Aalborg Handelsstandsforening, for Foreningen af Jydske Kulimportører, af handelsretten i Aalborg, af repræsentantskabet for Livsforsikringsselskabet Fremtiden og af Aalborg Rotary Klubs bestyrelse. Sad som formand i bestyrelsen for A/S De Smithske Jernstøberier og Maskinværksteder, var formand og siden æresformand for Aalborg Sangforening af 1843. Næstformand i hovedbestyrelsen for Samlede jydske Sangforeninger, formand og en tid præsident for Klubben Enigheden, Aalborg. Formand for Hasseris Grundejerforening, var medlem af Hasseris sogneråd i 11år og sognerådsformand i 8 år. Rützebeck ejede Vestergaardsholt og Flauenskjoldgaard, samt Voergaard slot, avlsgård og Pulsgaarden indtil afhændelsen 1955, hvor det overgik til Den Grevelige Oberbech-Clausen-Péanske Familiefond, sad derefter som medlem af legatbestyrelsen her. Rützebeck blev norsk vicekonsul 1930, konsul 1949, var Ridder af Dannebrog og modtog Den kongelige norske St. Olavs Orden. |