Mini-biografi: Var søn af en københavnsk melhandler, blev tidligt forældreløs og voksede derfor op hos en meget ældre broder, der var garvermester. Peter Hertz kom som 14årig i lære hos guldsmeden Johan Isbrand, arbejdede for sin mester et par år efter endt uddannelse, rejste derefter til Hamborg, Berlin og Wien som farende svend. Vendte hjem, smedede et par sølvlysestager, der fremvises som mesterstykker for magistraten, fik nu tildelt borgerskab som mester 1934 og etablerede sig som selvstændig, fik først rigtig succes 1841 ved overtagelsen af guldsmed Jacob Arne Sivertsens forretning på hjørnet af Købmagergade og Kronprinsensgade. Hertz giftede sig samme år, fik ti børn, hvoraf to sønner, Sally og Jacob, blev oplært i guldsmedefaget, dels af faderen dels i udlandet. De oprettede 1875 en større sølvvarefabrik og blev 1878 kompagnoner i faderens forretning, der stadig ligger samme sted, er Danmarks ældste juvelerfirma, som nu drives af 6. generation, man fik ny facade 1904 og kan fra 1906 kalde sig Kgl. Hofjuvelér. Peter Hertz viste sine smukke arbejder på en udstilling i København 1852 og på Verdensudstillingen 1862 i London. |