Mini-biografi: Var søn af en bomuldsfabrikant, blev som 18årig dragon og sendt til Alexandria. Blev såret under urolighederne i Cairo år 1800, sendt til Jaffa og siden til Frankrig, deltog i felttoget i Italien, slaget ved Marengo m.m. Det førte gennem årene til flere skader, men også til forfremmelser og medaljer. Peter Vilkens var løjtnant under slaget ved Waterloo, kom ridende med underretning til Napoleon, fik hesten skudt væk under sig, fortsatte til fods, overbragte meldingen og forfremmedes til kaptajn. Fik efter nederlaget frataget sine papirer og æreslegionkorset og sendt hjem til Danmark med en sabel og et billede af Napoleon som de eneste minder om sin glorværdige karriere. Slog sig ned i Trige, ernærede sig som daglejer, giftede sig 1824, blev far til 7 børn, hvoraf 4 døde som spæde, den eneste søn som 18-årig. Levede et liv i fattigdom, men en latinlærer fattede interesse for Peter Vilkens' historie og ansøgte de franske myndigheder om at tildele ham St. Helena-medaljen, indstiftet af Napoleon III for veteraner fra Napoleonskrigene. Vilkens modtog medaljen som 88årig og tillige en beskeden understøttelse. Fik en heltebegravelse med deltagelse af befalingsmænd fra 20. infanteribataljon og en gade i Trige opkaldt efter sig. Graven vedligeholdes af organisationen Souvenir Francais. |