© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Peter Wessel Fyhn | Dansk studerende og modstandsmand Født onsdag den 16. juni 1920 på Frederiksberg Død fredag den 6. april 1945 i Hellerup, Gentofte |
Mini-biografi: Var søn af en fabrikant, blev student i 1939, var en tid ansat i ØK og derefter stud.mag. på Københavns Universitet. Var medlem af Mogens Wöldikes drengekor, studerede musik og underviste i sang på sangskolen. Sad i bestyrelsen for Musikstuderendes Forening og var medhjælper i Det Kongelige Biblioteks musikafdeling. Peter Wessel Fyhn blev under tyskernes besættelse af Danmark, tilknyttet Studenternes Efterretningstjeneste, var især optaget af jødeforfølgelsen og organiserede et gruppearbejde med bl.a. unge mennesker fra spejderbevægelsen, der skulle hjælpe med at få transporteret jøderne i sikkerhed i Sverige. Fyhn blev siden medhjælper for Robert Jensen, lederen af Dansk-svensk flygtningetjeneste i København. Denne blev dræbt da kontoret blev stormet af tyskerne, hvorefter Fyhn, under et af sine dæknavne, fik opbygget et selvstændigt rutenet, der omfattede flere store skibe samt nogle fiskerbåde. Fyhn var fra foråret 1944 stærkt eftersøgt, blev pågrebet af Gestapo i december og indsat i Vestre Fængsel, overflyttedes til Politigården, blev afhørt i Shellhuset, dømt til døden og den 6. april henrettet i Ryvangen, sammen med bl.a. Kim Malthe-Bruun og Ludvig Reventlow. For at ære sønnens minde, oprettede forældrene Peter Fyhns Mindelegat, som uddeles årligt til musikstuderende på Københavns Universitet. Var bror til arkitekt Ole Wessel Fyhn. |
|