© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Poul Jacob Cornelius Grunth | Dansk veterinær og professor Født onsdag den 11. december 1878 i Ringsebølle, Rødby, Lolland Død søndag den 13. maj 1962 på Frederiksberg |
Mini-biografi: Var søn af en dyrlæge, tog selv veterinæreksamen år 1900, blev 1901 assistent ved Veterinær- og Landbohøjskolens ambulatoriske klinik og 1904 assistent på kirurgisk klinik. Poul Grunth var fra 1905 reservedyrlæge i hæren, gjorde tjeneste ved ride- og beslagskolen og blev 1906 docent i beslaglære ved landbohøjskolen. Var forstander for beslagsmedjen og sørgede for dyrlægernes beslaguddannelse, ledede den teoretiske beslaglære med eksamen for beslagsmedelærlinge og underviste landbrugere i sygdoms- og beslaglære. Grunth skrev flere afhandlinger faget, bl.a. Taa-Aksen og dens Betydning ved Beslagets Udførelse og Hovens Belastning, udgav nogle nyttige lærebøger, som Hovens og Klovens Pleje samt Beslaglære. Udnævntes 1922 til professor i veterinærvidenskab. Højskolens omfattende og værdifulde beslagsamling med hestesko fra middelalder til nutid, skoformer fra mange lande samt sygebeslag opbevares på Veterinærmedicinsk Museum. Grunth havde adskillige tillidsposter, var bl.a. sekretær i Dansk Dyrlægeforening, formand for Kreaturforsikringsforeningen af 1859 for Kongeriget Danmark, formand for Københavns Dyrlægeselskab og Den danske Dyrlægeforenings faste voldgiftsret. Var æresmedlem af Københavns Dyrlægeselskab, Skanska Veterinarforeningen, Dyrlægeforeningen for Lolland og Falster, Den danske Dyrlægeforening og af Hestens Værn. Blev Ridder af 1. grad af Norges St. Olavs orden, Ridder af Sveriges Nordstjerneorden, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Fik oprettet P.G. og hustru Cornelias legat for veterinærstuderende. |
|