Mini-biografi: Kom som murersvend til Danmark 1729, hvor der var brug hjælp til genopbygning af København efter den store brand året før. Der var nok at tage fat på, husene i 69 gader var brændt helt eller delvis samt flere kirker, bl.a. domkirken, observatoriet på Rundetårn med Tycho Brahes instrumenter, Ole Rømers observatorium, Universitetsbiblioteket og Rådhuset. De danske bygmestre var optaget af genopbygningen af bl.a. Christiansborg efter Christian 6.'s tronbestigelse, så Philip de Lange hentede flere svende i Haag og byggede som noget af det første: Møinichens Palæ i Købmagergade. Bygningen blev siden blev købt af staten og efter C.F. Harsdorffs omdannelse, taget i brug som postkontor i 1780. Lange blev Indskrevet som murermester 1733 og blev en af tidens mest betydningsfulde skikkelser inden for dansk arkitektur, stod for opførelsen af bl.a. Asiatisk Kompagnis hovedsæde på Christianshavn, dele af Nyboder, Stephen Hansens Palæ i Helsingør, Det Hvide Fyr i Skagen, Damsholte Kirke på Møn samt herregården Glorup på Sydøstfyn, som er optaget i Danmarks Kulturkanon. Lange blev især kendt for sine mange arbejder på Holmen for Søetaten, byggede her Arsenalet, Hovedvagten, Mastekranen m.m. Fik da også en allé på Holmen opkaldt efter sig, hvor Kunstakademiets Arkitektskole i dag har til huse. |