Mini-biografi: Var søn af en justitsråd, blev 1879 student, læste jura og tog kandidateksamen 1886. Fik ansættelse som fuldmægtig på borgmesterkontoret i Helsingør, kom 1887 til Aalborg stiftsamt, blev 1890 assistent i indenrigsministeriet og 1898 udnævnt til fuldmægtig. Peter Otto Albert Andersen uddannede sig yderligere i Københavns Handelsbank og i Deutsche Banks London Agency, blev 1899 udpeget af justitsminister H.E. Hørring som departementschef i finansministeriet og stats-gældsdirektør. Blev med sin praktiske sans og store indsigt i hjemlige og udenlandske finansforhold, til uvurderlig støtte for de skiftende finansministre, især under 1. verdenskrigs vanskelige forhold og ved optagelsen af de store lån ved Sønderjyllands genforening med Danmark. Andersen var medlem af direktionen for Kongeriget Danmarks Hypotekbank, af bankkomiteen af 1908, af afviklingskassen af 1910 og formand i bestyrelsen for Laanekassen for de Sønderjydske Landsdele. Sad i bestyrelsen for bl.a. Aalborg Portland Cementfabrik, Brandts Klædefabrik i Odense, Dampskibsselskabet Norden, Livsforsikringsselskabet Fremtiden, Dansk-islandsk Samfund og var medlem af Islands Banks repræsentantskab. Var medlem af repræsentantskabet for Det danske Hedeselskab, medlem af bestyrelsen og kasserer for Det kgl. nordiske oldskrift-selskab. Havde ingen børn og oprettede et legat, der kan tildeles fhv. kgl. embedsmænd, statsembedsmænd, bankembedsmænd og handelsmænd til videre uddannelse. Bror til professor J. Oskar Andersen. |