| Mini-biografi: Var søn af en malermester, fik efter endt skolegang en uddannelse som journalist på Østjyllands Radio, DR's regionalradio i Aarhus 1979. Blev 1987 ansat på TV Avisen i Aarhus og kom 1991 til TV Avisen i København, blev her tilknyttet udlandsredaktionen med speciale i bl.a. Storbritannien. Poul Brink havde 1986 haft et møde med crew-chef Marius Schmidt, der 1968 på Thule-basen, medvirkede ved oprydningen efter et flystyrt og siden, sammen med flere arbejdere, havde fået hudproblemer. Brink besluttede sig for at undersøge sagen og forskede gennem næsten 10 år med at afdække omstændighederne, skrev derefter bogen Thule-sagen - løgnens univers, der udkom 1997. Den afslørede bl.a. statsminister H.C. Hansens hemmelige accept af USA's opbevaring af atomvåben i Grønland, hvilket ændrede historieskrivningen om Danmarks rolle i den kolde krig. Brink modtog 1997 Cavling-prisen, danske journalisters fornemste hæderspris, for sine afsløringer af de danske samt amerikanske regeringers fortielse af sandheden, da et amerikansk atombevæbnet B-52-bombefly styrtede ned ved Thule-basen. I 1996 blev Brink politianmeldt, for at have offentliggjort fortrolige dokumenter fra sagen, men anklagemyndigheden valgte ikke at gå videre med anmeldelsen. Bogen om Thule-sagen blev filmatiseret, instrueret af Christina Rosendahl, fik titlen Idealisten og skuespilleren Peter Plaugborg havde rollen som Poul Brink. |