Mini-biografi: Var søn af en grosserer, blev 1901 student fra Østersøgades Latinskole- og Realskole, læste jura på Københavns Universitet og tog kandidateksamen 1907. Blev derefter ansat som assistent i finansministeriet, var fuldmægtig hos flere sagførere, udnævntes 1917 til overretssagfører og fik egen praksis i København. Poul Groes var formand for A/S M.H. Krause, Træ- og Finérhandel, for A/S Rungsted Havn og for Hørsholm Sogns Grundejerforening, sad som medlem af Hørsholm sogneråd, af bestyrelsen for A/S Carl Stenders Kunstforlag, P. Ipsens Enkes Terrakottafabrik, A/S Corn Product Co., Østifternes Brandforsikring, De Spannjerske Legater, A/S Hertz Frøkompagni, A/S Rungsted Bio og for flere ejendomsselskaber. Groes var en ivrig tennisspiller og vandt i årene 1909-12 tre danske mesterskaber i herredouble sammen med Axel Thayssen. Deltog en enkelt gang i singlemesterskaberne i Wimbledon i 1910, men blev slået ud i anden runde. Groes var medlem af B.93, sad som formand for klubben i årene 1915-21, i øvrigt som den første tennisspiller, der havde haft den post. |