© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Poul Larsen | Dansk politifuldmægtig og modstandsmand Født onsdag den 28. august 1912 i Nørre Tranders, Aalborg Død lørdag den 10. marts 1945 i København |
Mini-biografi: Var søn af en civilingeniør, blev 1931 student fra Aalborg Katedralskole, arbejdede nogle år i en bank og begyndte derefter at læse jura, tog kandidateksamen i 1940. Poul Larsen var en tid politibetjent i Glostrup, blev i december 1941 politifuldmægtig i Frederikshavn og januar 1944 forflyttet til Aalborg. Tog sig især af specielle sager som forhandlinger med tyskerne, men havde også ledelsen af kriseafdelingen. Larsen kom allerede i Frederikshavn med i det illegale arbejde og var en dygtig leder af arbejdet med at få oprettet og tilrettelagt transport af flygtninge over Sæby samt Strandby til Sverige. Blev i Aalborg tilknyttet by-ledelsen og deltog her i våbennedkastning samt planlægning af sabotage. Måtte i foråret 1944 "gå under jorden", rejste til Randers, blev igen by-leder med samme område under sig som i Aalborg, vendte i oktober tilbage til Aalborg efter en større razzia i Randers. Var stadig "under jorden", men deltog alligevel i afhentning af nedkastede våben og blev i december 1944, sammen med flere andre, opdaget og arresteret af en tysk patrulje. Var i Kong Hans Gades arrest i Aalborg, i flere måneder udsat for hårde forhør, overførtes i foråret 1945 til København, blev dømt til døden og henrettet i Ryvangen. |
|