|
© www.gravsted.dk 2003, 2025
| Poul de Løwenørn  | Dansk søofficer Født onsdag den 11. august 1751 på Antvorskov Kloster, Slagelse Død torsdag den 16. marts 1826 i København |
| Mini-biografi: Søn af søofficer, som gik i land og blev amtmand i Korsør samt Antvorskov amter. Sønnen indtrådte på Søkadetakademiet i 1765 og udnævntes til sekondløjtnant i 1770. Kom til Middelhavseskadren, en dansk flådestyrke i Middelhavet til beskyttelse af danske skibe mod sørøveri. Var fra 1776 til 1782 i fransk tjeneste, deltog på fransk side i Den nordamerikanske Frihedskrig. Løwenørn havde interesse for navigation, især problemet med hensyn til at konstruere ure, som var stabile samt præcise nok til at kunne bruges på oceangående skibe til bestemmelse af længdegraden. Var leder af en ekspedition til Vestindien for at undersøge skibsure fremstillet af Rendsborg-urmageren Jean Abraham Armand. Ligeledes leder af en ekspedition til Østgrønland for at finde den formodede ”Østerbygd”, hvilket mislykkedes idet skibet ikke kom igennem storisen. I stedet kortlagde Løwenørn dele af Islands kyst samt dele af Norges kyst. Udnævntes 1783 til generaladjudant hos kongen og året efter til direktør for Søkortarkivet, som oprettedes på Løwenørns initiativ. Var grundlægger af det danske Fyr- og Vagervæsen samt fra 1796 chef for lodsvæsenet. Involveret i bygningen af Ejderkanalen, i oprettelsen af navigationsskoler samt i organiseringen af færgevæsenet. I 1812 udnævnt til kontreadmiral og samme år benådet med Storkorset af Dannebrogordenen. |

|