Mini-biografi: Var søn af en telegrafarbejder, blev efter skoletiden udlært som dagbladsjournalist, tog 1965 en uddannelse til psykolog og blev 1968 ansat som medarbejder ved Danmarks Radios TV. Poul Martinsen interesserede sig for mennesker og samfundsgrupper, skabte dokumentarprogrammer, som flyttede grænser, lod modsætninger mødes for at nedbryde fordomme, bidrage til et mere humant samt lige samfund og fik et kæmpe publikum. Flere af programmerne fik effekt i offentligheden, således Vist er vi ej snobbede om ægteparret Tutta og Thomas Rosenberg, der førte til redaktørens afskedigelse samt Dagbog fra en fristad, hvor en negativt indstillet dansk arbejderfamilie ændrer opfattelse under en uges ophold på Christiania, fik folketingsflertallet til at opgive en planlagt lukning. Blev også kendt for filmen Lydighedens dilemma, hvor forsøgspersoner, mod deres vilje presses til at give indbildt strøm til andre. Martinsen filmede i Afrika: Før solen går ned, et gribende portræt af ældre hvide kvinder på en stiftelse i Nairobi, var i Tyrkiet i forbindelse med optagelsen af Den sagtmodige morder, om æresdrab på en ung kvinde. Udgav 2012 bogen Hypnosemorderen om Palle Hardrup. Martinsen modtog Kristian Dahls mindelegat, PH-Prisen, TV-Oscar, Prix Italia og Prix Europa. Professor Peter Harms Larsen har udgivet tobindsværket Besat af virkelighed om Poul Martinsen. |