Mini-biografi: Var søn af en bankdirektør, fik efter skoletiden en uddannelse som maler, blev i 1949 optaget på Kunstakademiet i København og modtog til 1953 undervisning af Kræsten Iversen samt Aksel Jørgensen. Malede i starten flere akvareller og viste sine værker første gang i 1958 på Kunstnernes Efterårsudstilling, deltog her flere gange, var desuden repræsenteret på bl.a. Kunstnernes Påskeudstilling, Charlottenborg Forår, Nikolaj Kirke i København, Roskilde Kunstforening og ved en del separate udstillinger, modtog en pris ved Akademiets udstilling i 1977. Poul Reimer var på et kortere ophold i Sverige, men var ellers fra 1962 bosat i Roskilde, malede motiver fra nærområdet, fra havnen samt skovene, skabte i 1987 en serie oliemalerier med motiver fra Sankt Hans Hospital og en imponerende gavludsmykning med akryl på cementpudset, der kan ses på Smeltz' Plads ved Ringstedgade. Stod desuden for udsmykning af kantinen på Nakskov Sukkerfabrik, en malet frise til Roskilde Sparekasse på Stændertorvet, et vægmaleri til Ledreborg Tømmerhandel m.m. Var bror til skuespilleren Birgitte Reimer. |