© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Poul Rogert | Dansk præst Født søndag den 2. april 1702 i Nakskov Død søndag den 13. april 1749 i Utterslev, Lolland |
Mini-biografi: Var søn af en præst, blev 1722 student fra Nakskov, tog to år efter baccalaureusgraden, virkede fra 1728 som hører ved Nakskov Latinskole. Studerede teologi og tog eksamen 1731, blev året efter personel kapellan i fødebyen og 1735 udnævnt til sognepræst i Utterslev på Lolland. Poul Rogert menes at have skrevet det religiøst-allegoriske drama i fem akter, Den faldne og igien opreiste Salvande, der blev udgivet 1747 og flere gange blev opført på Nakskov Rådhus af byens skoledisciple. Rogert var en ivrig samler af alt historisk, topografisk og personalhistorisk materiale om især Lolland. Det meste af den store samling opbevares på Det kgl. bibliotek i et håndskrift, en tæt skrevet foliant med afskrifter af dokumenter, kirkebøger og andre sager, lånt i øens gejstlige arkiver. Samlingen har stor værdi, da de fleste af originalerne ikke mere eksisterer. Rogert skulle også have skrevet det første stykke: "Nachskous Overgivelse til de Svenske i Aaret 1658" til Tvende Stykker til den Danske Krigs-Historie, samt anmærkninger til det sidste om overgivelsen, der udkom efter hans død. Efterfølgeren, præsten Peder Rhode, skrev den første samlede fremstilling af Lollands historie med benyttelse af Rogerts håndskrift. |
|