Mini-biografi: Var søn af en forretningsfører, var kun teenager da Danmark blev besat af tyskerne, men kom alligevel med i modstandsbevægelsen, blev pågrebet og sendt til kz-lejren Dachau, kom hjem med De Hvide Busser da krigen sluttede 1945. Poul Schade-Poulsen læste jura og tog kandidateksamen 1950, var derefter på et års studierejse til udlandet. Blev sagførerfuldmægtig 1951, fik ansættelse i socialministeriet og blev året efter amtsfuldmægtig i Odense, vendte tilbage til socialministeriet 1955. Blev året efter sekretær i Dansk Arbejdsgiverforening, forfremmedes til fuldmægtig 1958 og til kontorchef 1961, blev underdirektør 1962 og vicedirektør 1967, var direktør for forhandlings- og socialpolitisk afdeling i 1971. Schade-Poulsen havde adskillige tillidsposter: var bl.a. medlem af bestyrelse og repræsentantskab for ATP, af Københavns Fondsbørs, Jydsk Rengøring, Gentofte Kunstvenner, landsarbejdsnævnet og lærlingerådet. Var 1957 medlem af den danske ILO delegation, blev administrerende direktør 1979 og bevarede posten til 1985. Schade-Poulsen var på lokalt niveau aktiv i Det Konservative Folkeparti. Udgav 2006 Bogen Dengang DA med undertitlen "erindringer og meninger". |